What the hair?!

Undskyld mig lige, men.. #10

Undskylder på forhånd det sure mandags-opstød, men jeg blev altså virkeligt forarget!

Hvem er elevatoren i metroen EGENTLIGT forbeholdt, jeg spørger bare?!

Jeg vil vædde min gamle hat på, at I sikkert er enige med mig, hvis jeg slynger et ord som “kørestolsbrugere” out there. Jeg ved selvfølgelig ikke om det bare er mig, eller hvad.. Men honestly, jeg tænker de har fortrinsret. Jeg håber (og er også ret sikker på) du er enig…?

Det er så ikke alle der er det, kan jeg fortælle, og attituden omkring situationen satte lidt mit pis i kog. Og jeg blev selvfølgelig ramt af dét der, at det først er bagefter, at jeg kommer i tanke om ALT det fede jeg kunne have sagt.

Anyhow, the story: jeg er lige kommet ud af metroen og hopper (doven som jeg er) ind i elevatoren da den, meget belejligt, netop er ankommet og tom for mennesker. Jeg stiller mig ind – samtidig med en ung fyr og en dame i kørestol kommer kørende ind lige efter os. Jeg er på vej ud så der er plads til hende, men hun siger det er okay, hun kan sagtens være der. Super. I samme nu, som dørerne er ved at lukke, kommer to fyre stormende, og maser sig ind i den (efterhånden) ret fyldte elevator. Dørerne kan selvfølgelig ikke lukke nu – til stor irritation for de to nyankomne passagerer. Damen i kørestolen er meget sød og siger, at hun godt kan prøve at køre lidt frem. Det var ren høflighed, der var ingen plads, og det vidste hun. Ja – vi ved jo godt hvem der så står for skud. Det må være en af de to fyre, da alternativet ellers ville være, at de – og damen i kørestolen skulle bevæge sig ud, således jeg og min indeklemte elevator-buddy kunne liste os ud og de igen kunne træde ind i den, efterhånden forbandede, elevator. Ret omfattende alternativ – objektivt set.

Det ender så med, at den ene af de kære fyre må gå ud på perronen igen så dørerne kan lukke og vi kan komme videre. Det gør han. Med ordene ‘nå, kan I så være der nu eller hvad?!!’ mens han slår ud med armene og ryster på hovedet. En mega flabet attitude når det er en dame i en kørestole der fylder elevatoren. Det er jo ligesom ikke fordi hun vælter i muligheder dernede under jorden i en kæmpe, upraktisk, mekanisk stol. Ej heller er jeg af den overbevisning, at hun sidder dér frivilligt. Jeg bliver helt flov på hans vegne… Og som om dét ikke er nok – da dørerne er lukket begynder damen i kørestolen at beklage. Hun undskylder at hun fylder så meget. Hun ved godt det er upraktisk. “Ja, beklager jeg fylder så meget, jeg ved det godt..”, jeg siger, at det skal hun altså slet ikke tænke på, hvis nogen har fortrinsret er det jo hende.. Hun kigger venligt, men også lidt nedslået på mig: “Jeg tager bare så dårligt trappen med den her” siger hun og henviser til hendes kørestol. Hun fortæller, at det eneste hun gerne vil, er at kunne tage cyklen, ligesom ham der måtte gå ud af elevatoren kan. Men det kan hun ikke. Hun siger hun savner det. Jeg siger, at det kan jeg godt forstå, man må føle sig begrænset. Hun smiler til mig – igen, siger at sådan er livet jo, og ønsker mig en dejlig dag. Jeg gør det samme.

Jeg kan slet ikke forstå, at nogle mennesker kan have så lidt respekt for andre – især mennesker der har lidt større udfordringer end man måske selv har.. Kom nu ind i kampen altså!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

What the hair?!